Af Jeannine Gailey
Denne artikel giver ejeren af en mindre virksomhed oversigt over, hvordan et system kan opbygges til at acceptere onlinebetalinger på et websted for e-handel.
| Gælder for |
| Microsoft Office FrontPage® 2003 |
| Microsoft FrontPage® 2002 |
Du har et nyt fantastisk produkt eller en ny serviceydelse, du gerne vil sælge, og du har opbygget et smart websted og er klar til at sælge varen. Du har valgt et e-handelsdesign, men er urolig ved at skulle acceptere onlinebetalinger og er ikke helt sikker på, hvad du skal gøre.
I denne artikel beskrives nogle af de muligheder, der findes for opbygning af et onlinebetalingssystem ved hjælp af værktøjet til oprettelse og administration af websteder i Microsoft FrontPage®, så du kan finde den mest praktiske og passende løsning til din mindre virksomheds websted:
- Hvilke muligheder for onlinebetaling findes der? Skal jeg have en erhvervskonto?
- Hvordan kan jeg modtage onlinebetaling med kreditkort?
- Hvilke alternativer er der til onlinebetaling med kreditkort?
Hvilke muligheder for onlinebetaling findes der?
Hvis du skal sælge et produkt eller en serviceydelse på dit websted, skal du tage en række beslutninger: Hvor stor en arbejdsindsats vil jeg investere i betalingsprocessen? Skal jeg også sælge fra en rigtig butik, eller kun på internettet? Hvor praktisk skal det være for kunderne? Hvordan kan jeg garantere for sikkerheden af kundernes data?
Erhvervskonti
Noget af det første, du skal tænke på, er, om du skal have din egen erhvervskonto, som er en aftale med banken om, at du må postere debiteringer på kundernes kreditkort. Hvis du sælger varer fra en fysisk butik eller via postordrekataloger, har du formentlig allerede en erhvervskonto, du bruger til varebetaling.
Et alternativ til at få egen erhvervskonto er at anskaffe en konto via en tredjepart. Hvis du har din egen erhvervskonto, har du størst mulig kontrol over ting som f.eks. tilbagebetalinger, og omkostningerne er lidt mindre end ved en erhvervskonto via et andet firma. Der kan også være restriktioner for, hvad du må sælge, når du har en erhvervskonto hos en tredjepart. Hvis du har en anden til at styre din konto, kan du til gengæld slippe for en del besvær med f.eks. at forhandle tilbagebetalinger med et kreditkortselskab.
Betalingsmåder
Hvis du aldrig tidligere har taget imod betalinger med kreditkort, vil du måske gerne undgå besværet med at oprette en erhvervskonto og i stedet vælge en onlinebetalingsservice, der kan gøre det nemmere for dig at håndtere onlinebetalinger. Selvom du allerede har en erhvervskonto til din almindelige butik, kan onlinebetalingsservice gøre det meget nemmere for dig at modtage onlinebetalinger, da du slipper for selv at skulle beskytte kundernes personlige oplysninger og sørge for integreringen med eksisterende e-handelsløsninger som f.eks. indkøbskurve eller onlinekataloger.
Der findes mange løsninger på onlinebetalingsservice, men vi vil holde os til dem, der benytter fordelene ved FrontPage, og som kan begrænse udviklingstiden betragteligt, hvis du mangler personale. Følgende er en ufuldstændig liste over de udbydere af betalingsløsninger til e-handel, der kan arbejde sammen med FrontPage:
- Microsoft bCentral™ Commerce Manager
- PayPal
- LaGarde StoreFront
- JustAddCommerce
- Mercantec SoftCart
- ComCity SalesCart
- NetStores
Der findes en række e-handelsløsninger, der er integreret med FrontPage. Da vi umuligt kan give en detaljeret beskrivelse af hver eneste i denne artikel, skal vi se nærmere på to af dem: bCentral Commerce Manager og PayPal Purchase Button Wizard.
Sikkerhedsspørgsmål
Uanset hvilken onlinebetalingsløsning du vælger, skal du først og fremmest tænke på at beskytte kundernes personlige data. I dag overfører e-handelsprogrammerne følsomme data som f.eks. kreditkortnumre ved hjælp af SSL-teknologi (Secure Sockets Layer). SSL kræver en sikker forbindelse mellem kundens webbrowser og et firmas webserver. Derefter krypteres al datakommunikation ved hjælp af 56-bit (stærke) eller 128-bit (meget stærke) krypteringsnøgler. Når et websted benytter SSL, indledes adressen på websiden med https://, og i de fleste webbrowsere vises et sikkerhedsikon (f.eks. en gul hængelås i Microsoft Internet Explorer).
Foruden sikker beskyttelse af dataoverførsler skal et websted til e-handel også opbevare brugeroplysningerne i en sikker database (på de fleste websteder opbevares kreditkortoplysninger dog ikke).
Sikkerheden er en af de vigtigste grunde til at benytte en betalingsserviceudbyder til håndtering af onlinebetalinger, da disse udbydere normalt har den rette infrastruktur og erfaring med den slags transaktioner. De kan dog også være oplagte mål for hackere, og nogle firmaer tør ikke overlade styringen af deres kunders værdifulde data til tredjepart.
Din beslutning skal afhænge af, om du har den nødvendige ekspertise inden for sikker udvikling af e-handel i huset, og om du har råd til at betale for opbygningen af dit eget websted (udviklere med erfaring på dette område er som regel dyre). For en mindre virksomhed er det ofte lettere og billigere at vælge en grydeklar løsning i stil med en af dem, vi vil beskrive her.
Hvordan kan jeg modtage onlinebetaling med kreditkort?
Vi vil koncentrere os om betalingsdelen af e-handelsprocessen. I eksemplet med bCentral Commerce Manager antages det, at du allerede har oprettet en konto og opbygget en indkøbskurv og et onlinekatalog til dit websted for e-handel. Vi kommer ikke ind på selve oprettelsen af en bCentral-konto. I eksemplet med PayPal antages det, at dit websted ikke aktuelt har en indkøbskurv eller kassefunktion, og at du allerede har oprettet en PayPal-konto. Begge disse løsninger giver dig mulighed for at oprette en prøvekonto for at teste løsningerne, før du skal betale for dem.
PayPal
Guiden PayPal Purchase Button Wizard for Microsoft FrontPage er en ukompliceret løsning med en enkelt knap, der kan bruges til at modtage PayPal-betalinger, hvis du ikke har dit eget e-handelssystem med indkøbsvogn. Du kan hente guiden fra "http://www.paypal.com/pdn" PayPal Developer Network og fra "http://www.microsoft.com/frontpage/downloads/addin/" Microsoft FrontPage Add-in Center. Det er et godt valg, hvis du vil gøre brug af PayPal’s praktiske indkøbskurv, eller hvis du skal sælge en enkelt vare eller serviceydelse.
Sådan bruges guiden PayPal Purchase Button Wizard
- Installer guiden, og klik derefter på Tilføjelsesprogrammer i FrontPage-menuen Værktøjer.
- Vælg PayPal Payment Button Wizard for Microsoft FrontPage i FrontPage-menuen Værktøjer, og klik på OK.
- Gå til betalingssiden på dit websted.
- Klik på PayPal Purchase Button Wizard i menuen Indsæt.
- Klik på Start Wizard i guiden PayPal for Microsoft FrontPage.
- Skriv din e-mail-adresse på side 1, og brug Type of Purchase til at vælge den indkøbsfunktion, du vil tilbyde kunderne:
- Add to Cart: Lægger en vare i PayPal-indkøbskurven.
- View Cart : Viser indholdet af PayPal-indkøbskurven.
- Buy Now : Køber den valgte vare.
- Donate : Accepterer donationer.
- Subscribe : Accepterer løbende betalinger.
Hvis du vælger indstillingen Add to Cart eller View Cart, kan du udnytte fordelene ved den indbyggede PayPal-indkøbskurv, så dine kunder kan lægge varer i PayPal-indkøbskurven eller se varerne i indkøbskurven og derefter gå til kassen. Hvis du skal sælge en enkelt vare eller serviceydelse, skal du vælge indstillingen Buy Now.
- Klik på Next.
- Brug side 2 til at vælge det ikon, som kunderne skal bruge. Du kan vælge Yes, I would like to use my own button og skrive URL-adressen til dit eget onlinebillede.
- Klik på Next.
- Brug side 3 til at skrive Item Name/Service (varenavn/serviceydelse), Item ID/Number (vare-id/nummer), som er valgfrit, og Price, som er prisen på den vare eller serviceydelse, du vil sælge.
- Klik på Next.
- Hvis du har valgt indstillingen Buy Now, skal du angive følgende gebyrer:
- Almindelig forsendelse
- Ekstra forsendelse
- Ekspedition
- Brug side 4 til at skrive URL-adressen på dit logo, siden til orientering om godkendt betaling (vises for kunderne, når betalingsprocessen er gennemført) og siden til annulleret betaling (vises for kunderne, hvis de ikke gennemfører betalingsprocessen).
- Klik på Next.
- Gennemlæs dine valg på den sidste side i guiden, og læg mærke til den HTML-side, som guiden opretter.
- Klik på Insert HTML for at tilføje den nye knap på websiden.
Når brugerne klikker på knappen PayPal på dit websted, sendes de til PayPal-webstedet, hvor de præsenteres for de betalingsoplysninger, du har angivet i guiden, og de kan vælge at foretage indkøbet. Når indkøbet er foretaget, overføres betalingen til din konto, og der sendes en bekræftelse via e-mail til både dig og kunden.
bCentral Commerce Manager
Tilføjelsesprogrammet bCentral Commerce Manager dækker mere og andet end lige betalinger. Det er en totalløsning til e-handel, du kan bruge til at fremstille et onlinekatalog, oprette en indkøbsvogn og modtage onlinebetalinger. Denne løsning er et godt valg, hvis du vil undgå besværet (eller udgifterne) med at udvikle din egen indkøbsvogn og dit eget katalog, og du vil have en bekvem totalløsning. Commerce Manager findes som et tilføjelsesprogram, der kan integreres med FrontPage og hentes fra "http://www.microsoft.com/frontpage/downloads/addin/default.asp" Microsoft FrontPage Add-in Center.
Før du aktiverer onlinebetaling, skal du oprette et produktkatalog ved hjælp af bCentral Commerce Manager. Yderligere oplysninger om Commerce Manager finder du under "http://www.bcentral.com/products/cm/default.asp"
Sådan aktiveres onlinebetalinger ved hjælp af Commerce Manager
- Klik på Settings på den venstre værktøjslinje på dit bCentral Commerce Manager-websted.
- Klik på Payment under Sales.
- Brug skærmen Payment Types til at vælge de betalingsformer, du vil bruge på dit websted for e-handel:
- Credit Cards (Visa, MasterCard, American Express, and Discover)
- Person-to-Person Payments (ligesom PayPal)
- Checks, Cash, and Money Orders (check, kontant og postanvisning)
- Hvis du vil bruge automatiske kreditkorttransaktioner på webstedet, skal du tilmelde dig en bCentral-onlinebetalingsservice via Paymentech eller Cardservice International.
Hvilke alternativer er der til onlinebetaling med kreditkort?
Betaling med kreditkort kan ganske vist gøre dit websted meget lettere at bruge for kunderne, men du er måske ikke parat til at benytte et onlinebetalingssystem. Selvom kunderne har opdaget fordelene ved e-handel, er de måske stadig ikke villige til at give dig deres kreditkortnumre via internettet, uanset hvor sikker du har gjort bestillingsprocessen. I en sådan situation kan du overveje følgende alternativer:
- Opret et gratis telefonnummer til ordreafgivelse.
- Benyt en ordreformular, der kan sendes via e-mail eller fax og udskrives.
Nogle af onlinebetalingsløsningerne (f.eks. bCentral Commerce Manager) giver dig mulighed for at præsentere disse betalingsmetoder på en professionelt udseende måde.
Konklusion
Modtagelse af onlinebetalinger kan være så enkelt eller kompliceret, som du vælger, at det skal være. Hvis du ønsker kontrol over katalogets layout og indkøbsvognens grafik, skal du vælge en løsning som f.eks. PayPal, der kun tilbyder den betalingsservice, du har brug for. Hvis du vil have opbygget det hele med et snuptag, er den hurtigste og nemmeste e-handelsløsning en totalløsning som f.eks. bCentral Commerce Manager. Når du ser på disse produkter, skal du tænke over, hvilket firma du har størst tillid til, hvad angår sikkerhed og lang levetid. Hvis du vælger en skræddersyet løsning, skal du sørge for at gøre sikkerheden til topprioritet. Du bør samarbejde med nogen, der har ekspertise inden for teknologier som f.eks. SSL.